Hvorfor drive en garnbutik som 23-årig?

Hvorfor drive en garnbutik som 23-årig?

Hej til dig og tusind tak fordi, du har valgt at læse med. 

I dag skal det være personligt. I er så søde og trofaste til at følge med i mine små bedrifter og skriblerier og jeg elsker at høre, at de gør en forskel derude hos jer. Det giver hele mit arbejde mening og jeres tilbagemeldinger betyder alverden for mig. Så tak! For dit engagement. Hvad end du ser mine billeder, kommenterer eller bestiller dit garn hos mig. 

Jeg er blevet spurgt mange gange, hvordan man som 23-årig lige pludselig ejer og driver en strikkebutik. Og bor i Mariager, på landet med en sød kæreste, alverdens dyr og meget store drømme. I dag vil jeg fortælle hvordan, jeg pludselig endte her og hvorfor. Historien er ikke kort, men jeg vil alligevel forsøge at begrænse mig lidt. Så du har en chance for at få læst med til vejs ende. 

Jeg mødte min kæreste på min tidligere arbejdsplads, og skæbnen ville, at jeg skulle på landet og bo. Der var ingen vej udenom. Jeg traf mit livs største beslutning og flyttede langt væk fra familie og venner, men det blev vores hjem med det samme. Vi pendlede begge 2 timer i bil dagligt, og ved siden af arbejdede jeg intensivt som yogaunderviser med 6-10 ugentlige hold. Derimellem passede vi gård, dyr, køkkenhave og diverse projekter. Min kæreste ville gerne have får, og da vi drømmer om at blive selvforsynende, skulle jeg jo lære at strikke.

Jeg tog hjem til min kære mormor 5 dage før hans fødselsdag, og ville strikke et halstørklæde til ham i gave. Jeg kunne ikke strikke, men var overbevist om, at sådan et halstørklæde ikke tog længere end en eftermiddag at få færdiggjort. Min mormor grinte af mig (med god grund) men fik lært mig at strikke. De efterfølgende aftener førte jeg ikke én eneste samtale og gud forbyde, at nogen forstyrrede mig. Jeg var kommet 30 cm frem i halstørklædet, og havde på en eller anden måde fået lavet dobbelt så mange masker, som jeg startede med. Det gik op for mig, at et halstørklæde så bredt aldrig ville blive færdigt. Så jeg fik lært at lave indtagninger. Og for pokker, hvor jeg fik lavet indtagninger. Bredden gik fra 40 til 20 cm og “halstørklædet” blev afsluttet som en lille halsklud, der præcis kunne nå rundt om halsen. Og han fik den i julegave. 

 

Men sammen med min veninde besluttede vi os i April 19′ for at nu, skulle det være. Vi købte garn og pinde til vores første strikketrøje, som var en Kumulus Bluse i to tråde Mohair. Jeg startede forfra tre gange, men så blev den også færdig med lynets hast og siden da har jeg strikket, så snart jeg kunne komme til det.

Jeg har altid været ret intens med de ting, jeg har gået op i. Det er sådan lidt en “alt eller intet” mentalitet, og jeg har virkelig svært ved at gøre noget halvt. Både min kæreste og jeg ville ikke blive ved med at pendle eller arbejde på kontor, så vi skulle finde en beskæftigelse, hvorfra vi og gården kunne klare sig. Men hvor vi stadig havde tid til alle projekterne og sparrede de to timer i bil. 

Her lidt over et år senere, har min kæreste også opsagt sit arbejde og vi skal nu drive butik og webshop sammen. Jeg har en meget stærk tiltro til, at det kommer til at gå så fint. Der er ingen vej udenom, og jeg har tænkt mig at give den hele armen. Gøre mit ypperste. For vi skal have det hele til at fungere og løbe rundt på bedste vis. Jeg glæder mig helt enormt til at få hjælp. Så jeg kan gøre webshoppen endnu bedre. Butikken bedre. 

Der er store planer og drømme. Om kurser, workshops og strikkecaféer. Kvalitetsgarn og håndlavet, håndplukket tilbehør. Opskriftsudvikling. Tak fordi, du er med helt fra begyndelsen af denne rejse. Det glæder mig sådan, at du har lyst til at følge med!

 
 

Tak fordi I bestiller garn, kommenterer og følger med.

Må I have en skøn, skøn tirsdag og nyde hver en maske på pindene.

 

De kærligste hilsener,

Maria Elstrøm, Strikkehjørnet Mariager